Begivenhedsrig sommer

Selvom kalenderen siger oktober, føles det stadig umiskendeligt som sommer -en dejlig, lang og begivenhedsrig en af slagsen.

Børnene havde en lang sommerferie, ialt 8 uger. Selvom det måske lyder meget normalt efter danske forhold, er det nyt for os, eftersom den lange ferie i Australien var i december-januar, og normalt var en del kortere. Vi benyttede os af de nye muligheder og gjorde noget, som vi havde snakket om mange gange før, men aldrig før havde haft rigtig mulighed for; vi udnyttede det stop, som vi altid har på flyvningen, eftersom der ikke er nogen direkte flyvning fra Danmark til hverken Korea eller Australien. Det blev til 2 uger i Thailand, som vi nød i fulde drag. Logistisk var det perfekt, vi fik delt den lange rejse og ikke mindst tidsforkellen op i 2 og undgik på den måde stort set jetlag.

Eftersom Thailand ligesom det meste af Sydøst Asien har regntid i sommerperioden, valgte vi at bruge tiden på øen Koh Samui, som har ry for at være mindre påvirket af regnen. Vi blev ikke skuffede, det blev til masser af solskin, afslapning, oplevelser og dejlig tid sammen som familie. Vi boede den første uge i en lille hyggelig fiskerlandsby på vestkysten. Det var et overraskende fredeligt sted med meget få turister. Vi benyttede os af mulighederne for at udforske øen herfra, både til lands og til vands, men det der nok kom mest bag på os var den utroligt lækre mad, som blev tilberedt og serveret i små primitive bambushytter.
Anden uge tilbragte vi på den mere turistede østkyst. Det var som en anden ferie, men vi nød det lige så meget og fik mange fantastiske oplevelser her også. Strandene på østsiden af øen er lækre og byerne emmer af liv. Samtidig havde vi beholdt vores lejebil, så vi kunne let komme rundt.
Vi har lagt en billedserie ind fra ferien i Thailand.

Herefter blev det tid til vores årlige besøg i Danmark. Det var som sædvanligt fantastisk at få lov til at være sammen med venner og familie derhjemmefra. Første weekend holdt vi kombineret 40 og 50 års fødselsdag for Rikke og hendes bror Mogens. Der er nøjagtigt 10 år imellem dem, så det giver nogle unikke muligheder for at fejre de runde dage sammen. Dagen blev fejret i værkstedet og haven hos Mogens og Annette, det var fantastisk hyggeligt, og vi blev velsignet med fantastisk solskin hele dagen.
Fødselsdagen blev også fejret med en gang bowling sammen med svigerfamilien. En helt igennem vellykket dag.
Efter 2 uger i Danmark rejste Kent og Simon tilbage til Korea, Kent for at arbejde og Simon for at begynde på sit afgangsprojekt til IB, der svarer til en studentereksamen. Rikke, Emil, William og Marcus blev et par uger mere i Danmark og nød den lækre sommer og det gode selskab.

Sommeren her i Korea har været usædvanlig, idet regntiden fuldstændig udeblev. Vi har i den grad følt os forkælede med kun få minutters gang til stranden og spændende restauranter, samt ikke mindst vores skønne altan, hvor vi har tilbragt en stor del af sommeraftnerne.
I starten af September fejrede vi, at vores yngste skud på stammen, Marcus, blev 10 år. Det var en rigtig hyggelig dag med alt, hvad der nu hører sig til. Få dage senere havde vi besøg af Michael Evans fra kirken i Sydney. Han var på forretningsrejse i Asien, og slog et smut her forbi. Det var skønt at høre nyt fra vores venner i syd og at få lov til at dele lidt af vores liv her med ham.

I slutningen af September holdt koreanerne årets største højtid, “ChuSeok”, der svarer til Thanksgiving, hvor de traditionelt er sammen med familien. Vi fik besøg af Rikkes søster og nevø, Ulla og Benjamin i halvanden uge. Det var stort for os at have dem i vores hjem for første gang i over 5 år, vi nød hinandens selskab og havde mange sjove og spændende oplevelser sammen. Det var et helt igennem vellykket besøg, men det betyder nok allermest for os, at de nu har været her, så de kan forholde sig til vores liv på en anden måde end før.
Vi lægger en billedserie ind fra deres besøg.

Som indledningen antydede fortsætter sommeren, og vi nyder det i fulde drag. Stranden emmer af liv på grund af den internationale filmfestival, der afholdes her i Busan hvert år. Samtidig ligger der et par helligdage i første halvdel af oktober, som giver lidt ekstra frihed til at være og nyde.

Livet er en gave!