Sommer igen i Busan

Sommeren er kommet til Busan, Haeundae Beach er ved at blive overfyldt, og trafikken omkring hvor vi bor, pakker mere og mere til. Vi er taknemmelige for at kunne gå ned til stranden på et par minutter, mens vi passerer alle bilerne, der holder i kø for at komme derned. Indimellem kan det dog blive klaustrofobisk ved Haeundae Beach området, og vi er glade for at have muligheden for at kunne trække os tilbage til vores lejlighed.

Der er sket meget siden sidste indlæg for mere end 6 måneder siden. Jul og nytår gik forbi i et hæsblæsende tempo, så kun de gode minder og nogle billeder står tilbage. I løbet af vinteren og foråret skulle vi tage bestemmelse om Simons og Emils umiddelbare fremtid. Der er mange muligheder, når man dimmiterer fra en international skole, og det er ikke givet, hvor uddannelsen skal fortsætte. Simon tog en rationel beslutning og er tilmeldt bygningsdesigningeniørstudiet på Aarhus Universitet. Emil valgte at følge med Simon tilbage til Danmark og starter på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing efter sommerferien. De glæder sig begge til de nye udfordringer, selvom der selvfølgelig også er meget, som de kommer til at savne her.

Så i kølvandet på ​​disse beslutninger er vi nu ved at se enden på ​​at leve sammen som en stor familie. Simon dimmiterede fra high school i sidste uge, og de sidste dage her i Korea har været og vil være dedikeret sociale aktiviteter for både ham og Emil. Begge rejser hjem til Danmark næste weekend og bliver der, bortset fra at vi selvfølgelig regner med at se dem til lejlighedsvise besøg. Det er en ny og spændende tid, vi går i møde og en udfordring for os alle.

Vi har tilføjet et fotoalbum fra jul og nytår, og vil forsøge at få et album fra foråret og Simons graduation lagt ind i løbet af næste uge.